Spring til indhold

Om

Susanne V. Knudsen

Min historie og mit arbejde

Jeg er født på en gård i Thy i 1951. Min mor var sygeplejerske og udadvendt. Min far var landmand, besindig og havde humor. Jeg voksede op med en seks år ældre storebror og syv år yngre tvillingesøstre, så der var masser af plads til at være barn for mig. I aftægtsstuen boede farfar, som altid havde tid til at fortælle fra historien og hente romaner i boghylderne. I en moden alder tilføjede jeg V. for Vittenkamm til mit dåbsnavn. Det stammer fra mine formødre.  

Jeg er uddannet i nordisk sprog og litteratur på Odense Universitetscenter (i dag: Syddansk Universitet). Efter hovedfag læste jeg historie, men færdiggjorde det ikke, da jeg blev ansat som først undervisningsassistent og senere adjunktvikar samme sted. Min forskning og undervisning fortsatte som dansk lektor ved Universitetet i Bergen, Norge. Jeg tog den norske doktorgrad, dr.philos., der svarer til dansk dr.phil. på en afhandling om danske kvindeforfattere i 1940’erne og 1950’erne. 

Tilbage i Danmark var jeg i knapt tre år leder for et AMU-Center (ArbejdsMarkedsUddannelses-Center), som gav mig indsigt i mennesker, som var mere praktisk end boglig interesseret. Det kom mig til nytte, da jeg blev ansat på Danmarks Lærerhøjskole, hvor jeg var med til at introducere ny litteraturpædagogik og projektopgaven i folkeskolen. 

I fokus for min forskning har stået køn: Køn i litteraturen, køn i medierne, køn i skolen, køn i akademia, køn i politik. Derfor blev det naturligt for mig at søge stillingen som seniorforsker på NIKK (Nordisk Institutt for Kvinne- og Kjønnsforskning), og den fik jeg og rykkede igen til Norge, denne gang til Oslo Universitet. Min seneste ansættelse var som professor i pædagogiske tekster ved Høgskolen i Vestfold, hvor jeg var med til at udvikle et center for forskning i læremidler, opbygge et ph.d.-studium og bane vejen frem mod Universitetet i Sørøst-Norge. I en årrække var jeg præsident for IARTEM (The International Association for Research on Textbooks and Educational Media). 

For mit akademiske CV, se KVINFO’s ekspertbase: https://www.kvinfo.dk

Som 62-årig gik jeg på pension og begyndte på en ny karriere som skønlitterær forfatter. Det er foreløbig blevet til fem romaner (to af dem kalder jeg for dokufiktioner) og en større biografi, men mere er på vej…